Introduktion
Denne rejse er skræddersyet til jer, der drømmer om at opleve Ecuador og Galápagos fra deres allerbedste side: luksuriøse hoteller, exceptionelle naturoplevelser og et krydstogt, hvor service, komfort og indhold løfter oplevelsen til noget helt særligt.
I Ecuador oplever I Andesbjergenes farverige kultur og storslåede natur, med base på nøje udvalgte 4- og 5-stjernede hoteller. I udforsker charmerende koloniale byer som Cuenca, besøger det berømte Otavalo-marked og nyder udsigten fra kratersøer og grønklædte højdedrag. I tågeskoven ved Mindo venter brusende vandfald, kolibrier i alle regnbuens farver – og luksuriøs forkælelse på Mashpi Lodge.
Fra fastlandet flyver I videre til Galápagos, hvor I går om bord på den elegante luksustrimaran Horizon. Undervejs er både snorkeludstyr, våddragter og kajakker til fri afbenyttelse, så I kan opleve øernes dyreliv helt tæt på. Glæd jer til møder med søløver, havleguaner, pelssæler, havskildpadder, pingviner og endeløse stimer af farvestrålende fisk.
Denne rejse handler om at forkæle sanserne, fylde kufferten med oplevelser og tage hjem med minder, der varer ved. Kort sagt: Ecuador og Galápagos, når det er allerbedst.