Borneo - et naturparadis uden lige

Borneo var et af de steder, der blev ved med at dukke op i mine tanker, når jeg forestillede mig den ultimative naturrejse, og selvom jeg havde høje forventninger, formåede øen alligevel at overraske mig. Mest af alt fordi den stadig føles så uopdaget.

Borneo er et naturparadis uden lige. Regnskovene er enorme og virker nærmest uendelige. Flere gange kørte vi i timevis gennem tæt jungle uden at se andet end træer og den grønne tætte regnskov. Det er svært at beskrive, hvor vildt og smukt det er, før man står midt i det. Og så er der dyrelivet. En af de største oplevelser på rejsen var at få mulighed for at opleve Borneos “Big Five”: orangutanger, næseaber, saltvandskrokodiller, pygmæelefanter og næsehornsfugle. At se de dyr i det fri midt i deres naturlige omgivelser var noget helt særligt.

Læs med herunder og få et lille indblik i nogle af de oplevelser, der gjorde størst indtryk på min rejse.

Deramakot - så vildt som det kan blive

Noget af det mest intense på hele rejsen var mit ophold i Deramakot Forest Reserve. Det 55,5 hektar store område består af sekundær regnskov, som i dag er blevet genoprettet og forvaltet bæredygtigt og først for nyligt har åbnet dørene til offentligheden grundet en lang fortid som forskningsstation. Det føles nærmest som et levende laboratorium midt i naturen. Området er også kendt som et af de bedste steder på Borneo at spotte sjældne nataktive dyr som træleopard og skældyr, blandt andet fordi de gamle skovveje gør det muligt at komme dybt ind i regnskoven.

Vi tilbragte 4 dage ude i den vilde jungle, hvor vi boede på en lille lodge midt i regnskoven. Dagene bestod af morgen- og eftermiddags/aftenkøreture på omkring 5-6 timer ad gangen, hvor vi kørte rundt i jeep gennem den tætte regnskov på jagt efter dyrelivet. Det er ikke et sted, hvor man bare får serveret dyrene på et sølvfad. Tværtimod kræver det tålmodighed. Man leder, lytter og holder konstant øje mellem træerne. Men når man endelig spotter et dyr i det fri, føles det fuldstændig magisk.

På turene så jeg blandt andet orangutanger, gibbonaber, desmerdyr og masser af fugle. På en af natturene var vi også heldige at spotte en leopardkat i mørket. Det var prikken over i’et på en helt uforglemmelig jungleoplevelse.

Selvom de største oplevelser helt klart var at se dyrene frit ude i junglen, besøgte vi også flere rehabiliteringscentre undervejs på rejsen. Dyrene betegnes her som semi-vilde, fordi de bliver fodret. Det betyder også, at man næsten er garanteret at se dem, hvilket langt fra er tilfældet ude i den tætte regnskov. Oplevelsen føles derfor mere tilgængelig, om end også mere zoo-agtig, end når man ser dyrene i helt fri natur. Alligevel synes jeg, at det er et besøg værd. Det er både spændende og tankevækkende at få et indblik i det enorme arbejde, der bliver lagt i at beskytte dyrene og give dem en ny chance i naturen.

Krokodilleøjne og vilde elefanter langs Kinabatangan

Et andet stort højdepunkt var flodsafarien langs Kinabatangan-floden. Her er det ofte lettere at se dyrene end inde i den tætte jungle, især i tørsæsonen, hvor mange dyr samles ved flodbredden og lader sig iagttage.

Vi startede med en dagstur langs floden, hvor målet specifikt var at spotte verdens mindste elefant, pygmæelefanten. Kinabatangan-floden regnes for det absolut bedste sted at se disse ”små kæmper” i naturen, og jeg blev også belønnet af en lille familie elefanter der fredeligt græssede i breddens vegetation. En oplevelse, jeg sent glemmer. Derudover tilbragte vi 3 dage på en primitiv jungle-camp, hvor vi boede i simple overdækkede hytter. Komforten er meget enkel; en madras placeret på træbrædder med et omsluttende myggenet. Men helt ærligt, behøver man mere? Standarden bliver meget hurtig total ubetydelig, når man befinder sig midt i et af Sydøstasiens mest levende og biodiverse steder.

Dagene blev brugt på at sejle floderne og bifloderne tynde, altid med målet om at spotte alverdens dyr. Der er garanti for at spotte de endemiske næseaber, og ofte flyver næsehornsfuglene lige over hovedet på en Om natten begav vi os igen ud på floden og fik lov til at opleve, hvordan junglen ændrer karakter i mørket. Vi så orangutangerne og de mange fuglearter sove højt oppe i trækronerne og krokodilleøjne, der lyste op i vandet langs båden.

Bako Nationalpark – mangroveskov og paradisstrande

Bako Nationalpark var en anderledes oplevelse på rejsen. Man ankommer med båd til nationalparken, og det føles næsten som en lille paradisdestination med flotte strande, små bugter og mangroveskov. Samtidig er der masser af dyreliv. Her så vi blandt andet næseaber, bardesvin og søvlangurer. Om natten tog vi også på ture, for at se de mange insekter, slanger og frøer der gemmer sig i mørket.

Vi havde én overnatning i en hytte i nationalparken, og da det kun er muligt at komme dertil med båd, er en overnatning klart at anbefale. Vi kunne også snildt have taget endnu en overnatning for at have tid til at nå ud på endnu flere af stedets vandrestier. Noget af det der adskiller Bako fra Borneos andre nationalparker er, at man kan udforske området på egen hånd. Det er fantastisk! Man får udleveret et kort med forskellige vandreruter og kan selv planlægge sine ture. Det føles helt trygt at gå rundt selv, da man bliver informeret grundigt om de forholdsregler, man skal være opmærksom på. Derudover kan man også bare bruge tid på at slappe af ved de smukke strande mellem vandreturene.

En lille afstikker til Brunei

Undervejs på rejsen tog vi også et smut forbi det lille sultanat, Brunei. At der er flere penge mellem hænderne her mærkes fra første øjeblik, man træder ud af lufthavnen. Standarden er generelt højere end på resten af Borneo, og det fungerede som en god kontrast til de mere primitive oplevelser ude i regnskoven.

Her så vi blandt andet den imponerende Sultan Omar Ali Saifuddien-moské, som er kendt som en af Asiens smukkeste moskeer. Jeg tog også turen til Ulu Temburong Nationalpark, hvor man efter en smuk og behagelig bådtur kan komme på trætopsvandring højt over regnskoven. Her får man en eminent udsigt over nationalparken, og der er grønne trækroner, så langt øjet rækker. Det er en ret vild følelse at stå dér og virkelig mærke, hvor enorm regnskoven er.

En af dagene tog vi ud og besøgte den flydende by, Kampong Ayer. Det er verdens største og ældste bebyggelse på pæle og bliver ofte kaldt “Østens Venedig”. Landsbyen ligger bygget oven på Brunei-floden, hvor tusindvis af mennesker bor i huse på pæle, som er forbundet af små broer og gangstier. Som en flydende by med sin helt egen rytme og atmosfære. Det mest fascinerende er, at området fungerer som et helt lille samfund med både skoler, moskeer og klinikker midt ude på vandet.

Byliv, mad og lokale oplevelser

Generelt er det selvfølgelig naturoplevelserne, man rejser til Borneo for. Men byerne undervejs var også med til at sætte deres præg på rejsen. Hvis jeg skal anbefale én by på Borneo, må det være Kuching. Det er et perfekt sted at starte eller afslutte rejsen. Byen har en hyggelig waterfront og en stemning, som føles meget kinesisk inspireret. Samtidig er Kuching lidt af en madhovedstad på Borneo, så det er et virkelig godt sted at udforske det lokale køkken.

Carpenter Street er byens levende hjerte med restauranter, barer og masser af liv. Jeg kan især anbefale restauranten Jak’man, som serverer virkelig smagfuld og god lokal mad. Det var også her, jeg prøvede nogle af de mere spændende lokale retter som larver og kyllingefødder. Selvom det næppe bliver implementeret i mit køkken herhjemme, var det bestemt en oplevelse. Et andet must try er Sarawak Laksa, som er en aromatisk og krydret nudelsuppe, der er blevet signaturretten i Sarawak-delstaten. Jeg vil anbefale at tage forbi den lille lokale biks 126 Laksa og prøve deres version. Det var noget af det bedste lokale mad, jeg fik på hele rejsen.

Derudover kan man besøge den flotte flydende moské, også kaldet Masjid India Kuching moskéen. Den ligger direkte ved Sarawak-floden og ser ud, som om den flyder på vandet. Står man og beskuer moskéen fra den særprægede Darul-Hana bro, der forbinder byens vestlige og østlige side, har man samtidig opdaget byens bedste solnedgangs-spot. Det er et smukt syn, når aftenhimlen skifter farve til orange og moskéen i forgrunden spejles i vandet.

Vi var også forbi byen Kota Kinabalu, Borneos uofficielle hovedstad. Her er det især Gaya Street, der summer af liv. Hver fredag og lørdag bliver gaden forvandlet til et kæmpe street-food marked fyldt med alverdens dufte, smage og lokale specialiteter. Har man lyst til at prøve kræfter med durianfrugten, er der ingen undskyldninger her. I byen er der desuden endnu en flydende moské, som man kan tage ud at besøge. Finder man det rigtige spot at stå, giver det en betagende spejlingseffekt da også denne moské er placeret på vand. Personligt synes jeg dog ikke, det er en by, man behøver at bruge meget tid i; en dag eller to er mere end rigeligt før eventyret fortsætter videre ud i regnskoven eller på Mount Kinabalu, Malaysias højeste bjerg.

Overvejer du Borneo?

Noget af det, jeg også kommer til at huske fra Borneo, er de lokale. Alle jeg mødte var utrolig søde, hjælpsomme og gæstfri. Generelt oplevede jeg et virkelig højt serviceniveau, og det gjorde rejsen meget nemmere, at stort set alle taler engelsk. Borneo er den perfekte destination for dig, der drømmer om ægte eventyr, vilde naturoplevelser og følelsen af at opleve et sted, som stadig føles uberørt. Det er ikke luksus og store resorts, man rejser hertil for. Man rejser til Borneo for junglen, dyrene og følelsen af at være midt i naturen.

Til slut må jeg også nævne min oplevelse med at bestige Mount Kinabalu, Sydøstasiens højeste bjerg. Hvis du er til endnu mere adventure, er det virkelig en oplevelse, der er værd at overveje. Det er en fysisk krævende tur, som adskiller sig lidt fra resten af rejsen på Borneo, og derfor har jeg samlet hele oplevelsen i et separat blogindlæg, som du kan læse her.

Billeder fra min rejse