Hannibal Travel
Åben favoritsider

En gåtur gennem det gamle Rio

Skrevet 2026-03-26 af Jesper Hannibal
Street In Rio

En anden side af Rio

Rio de Janeiro er for de fleste lig med strand, samba og udsigter fra Corcovado og Sukkertoppen. Og ja – det hele er der. Men for mig er Rio også alt det indimellem. De små gader, lydene, stederne man falder over uden egentlig at lede.

Denne gang gik turen ikke til stranden, men ind gennem Rios historiske centrum –den gamle havn, de brostensbelagte gader i Santa Teresa og Lapa. Det er et område, hvor tempoet er et andet, og hvor man stadig kan mærke historien i murene.

Det er ikke nødvendigvis her, man starter sin første dag i Rio. Men det er ofte her, man begynder at forstå byen lidt bedre.

Rua Do Senado

Rua do Senado – en gade med nyt liv

Lidt væk fra de mest travle strøg ligger Rua do Senado – eller det, mange lokalt omtaler som Rio Senado-området. En gade, der i mange år levede et stille liv, men som nu langsomt er begyndt at vågne igen.

Små barer, restauranter og kreative projekter er begyndt at flytte ind, og der er en afslappet, lidt rå stemning, som minder om det gamle Lapa – bare i en mere lokal version.

Midt på gaden ligger en gammel bygning, som tidligere husede en fabrik for Granado – en af Brasiliens ældste producenter af sæber og parfumer. Granado blev grundlagt i 1870 og er stadig et velkendt navn i Brasilien, og fabrikkens gamle lokaler har længe været en del af kvarterets historie. I dag er den blevet forvandlet til Mercado Central RJ.

De høje lofter og de gamle murvægge er bevaret, men rummene er fyldt med restauranter, barer, små madboder og kreative virksomheder.

Det er et af de steder, hvor man lige sætter sig lidt. Bestiller noget simpelt. Måske et glas vin eller en øl. Og så bare kigger.

Folk mødes efter arbejde, venner deler et måltid, og man får lov til at sidde midt i det hele uden at skulle noget bestemt. Det føles ikke som en turistattraktion – mere som et sted, byen selv bruger.

Lapa2
Lapa

Når aftenen falder på i Lapa

Senere på dagen bevægede jeg mig mod Lapa. De store buer står der stadig som et pejlemærke, og man kan mærke, hvordan stemningen ændrer sig, når mørket falder på.

Et sted, jeg altid vender tilbage til, er Bar Carioca da Gema.

Udefra er det nemt at overse. Men indenfor er det noget helt andet. Her er live samba, tætpakket stemning og en vild energi. Folk synger med, står tæt, og musikken fylder rummet på en måde, man ikke helt kan forklare. Det er ikke en optræden for turister – det er bare en aften ude. Og det er måske noget af det, jeg bedst kan lide ved Rio.

Det er her, byen viser sig 

Rua do Senado, Mercado Central RJ og Bar Carioca da Gema er for mig gode eksempler på, hvordan gamle områder kan få nyt liv uden at miste det, de var.

Lidt væk fra strandene og de klassiske postkort. For den nysgerrige rejsende er det ofte netop sådanne steder, der giver de bedste indblik i en by. Det er her, man mærker rytmen lidt tydeligere. Her, hvor planerne ikke fylder så meget. Og hvor det ofte er de små ting, der bliver hængende.

En øl på en tilfældig bar.
En sang, man ikke kender – men alligevel husker.
En aften, der ikke var planlagt, men som endte med at blive én af dem, man taler om bagefter.

Oplev det autentiske Rio de Janeiro

Gå på opdagelse i en side af Rio, hvor historien, hverdagen og byens rytme smelter sammen. Fra de gamle gader i centrum til stemningsfulde aftener i Lapa får du indblik i en by, der rækker langt ud over strandene og de klassiske seværdigheder.

Drømmer du om at opleve Rio på en mere lokal og nærværende måde, kan rejsen tilpasses, så den passer til netop dine interesser og tempo. Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig det ugentlige nyhedsbrev og bliv inspireret til at bygge din næste rejse. Du får nyheder, tips og forslag til rejser. Du kan altid afmelde dig igen.

Udfyld formularen

Vi planlægger din rejse - sammen med dig

Vi sidder klar mandag - fredag kl. 10-16

+45 70 270 370