Roadtrip i Chile – hvorfor ikke tage hele landet med?

Min rejse gennem Chile startede i det nordlige Calama, hvor jeg havde lejet en camper, der de følgende fem uger skulle føre mig mere end 8.000 kilometer gennem landet med endestation i Puerto Arenas.

Der er mange grunde til at tage på roadtrip i Chile fra nord til syd (eller omvendt), men essensen er, at landet ganske enkelt rummer alt – fra ørken og gamle minebyer til snedækkede bjergtoppe, vulkaner og skove af abetræer. Og hvorfor ikke tage det hele med?

En stor fordel er, at man i Chile må parkere og sove stort set hvor man vil, så længe det er offentligt land og uden for nationalparker. Selv i nationalparkerne kan man dog være heldig – som jeg var i Torres del Paine – at få lov til at overnatte på parkeringspladser ved hostels eller ved besøgscentre.

Sølandet – vulkaner, søer og abetræer

I Chiles Søland ligger en perlerække af vulkaner ned til blanke søer. Her kan man vandre langs spejlklare vandoverflader med vulkaner i baggrunden, stå på ski på en vulkan eller nyde en kop kaffe på en flydende café. Man kan også sejle gennem dramatiske fjordlandskaber omgivet af hundredvis af vandfald.

Under mit ophold her ville jeg besøge den smukke Conguillío Nationalpark, hvor man kan vandre til termiske bade. Men på grund af flere meters sne og min tohjulstrukne camper måtte jeg opgive at kæmpe mig ad de små grusveje frem til parkens indgang. En lokal anbefalede i stedet en ”bagvej” rundt om parken langs den argentinske grænse. Jeg fulgte rådet – og det blev et valg, jeg bestemt ikke fortrød. På denne strækning kørte jeg blandt vilde heste, kashmirfår og skove med abetræer – imponerende, hvordan disse unikke træer vokser side om side og skaber skove, som vi kender det fra fyrreskove i Danmark.

Patagonien – guanacoer, gletsjere og storslåede vandreture

Storslåede Patagonien. For at nå frem til det centrale Patagonien krydsede jeg grænsen til Argentina ved Balmaceda – en nem proces i sig selv, men man skal være forberedt på flere hundrede kilometer på grusveje og hullede hovedveje, mens guanacoer. En oplevelse, som kræver tålmodighed og en rigtig god podcast.

Men Patagonien er hele strabadserne værd. Uanset om man befinder sig på den chilenske eller argentinske side, venter enestående naturoplevelser. Fra den argentinske by El Chaltén – et must for vandrere – kan man vandre til Fitz Roy og Cerro Torre. En tidlig morgen tog jeg kaffen i termoflaske med til Mirador del Cóndor, et udsigtspunkt over byen, hvor der er gode chancer for at se kondorer. Og heldet var med mig: Jeg så hele 11 af de imponerende fugle med vingefang på op til tre meter.

Den chilenske side er mindst lige så spektakulær. I Torres del Paine Nationalpark gik jeg igen til et udsigtspunkt kaldet Mirador del Cóndor – her uden kondorer, men med et betagende udsigt over parkens dramatiske bjerge. Jeg tog også to dagsture på det berømte W-trek: den klassiske vandring til Base de las Torres samt en tur med catamaran og videre vandring til udsigtspunktet over Grey-gletsjeren – to fantastiske og stærkt anbefalelsesværdige oplevelser. Man skal dog være forberedt på, at naturen har overtaget dele af stierne, så man indimellem må gå i små bække, der risler ned ad de stejle bjergsider. Jeg kan varmt anbefale at have bil i Torres del Paine. Det giver friheden til at planlægge dagene efter vejret – en vigtig faktor i Patagonien – og mulighed for at besøge parkens mere afsides dele. Husk dog en ekstra dunk benzin, for nærmeste tankstation ligger 110 kilometer væk i Puerto Natales.

Det øde nord – ørken, miner og grønne klipper

I det nordlige Chile kører man gennem strækninger, der – som afsnittets navn antyder – er absolut øde. Selvom Patagoniens bjerglandskaber altid vil være noget, jeg til hver en tid vil rejse tilbage til, så har det nordlige Chile bestemt sin helt egen charme.

Heroppe passerer man gamle minebyer og steder, hvor salg af udstyr til minedrift skaber små byer – maskiner så enorme, at de næsten virker uvirkelige. Hovedvejene Ruta 1 og 5 regnes ikke uden grund blandt de smukkeste, for de følger lange stræk af Stillehavskysten. Herfra kan man spotte legesyge søløver i bølgerne og finde gamle huletegninger spredt langs ruten.

Noget helt særligt oplevede jeg lidt nord for Pan de Azúcar Nationalpark, hvor klipperne fik et markant grønligt skær. Farven skyldes mineraler i stenene – en kombination af jern og kobber, der i mødet med luft og vand skaber de grønne nuancer. Et fascinerende og usædvanligt syn midt i det golde ørkenlandskab.

Og så er der stilheden. Jeg rejste godt nok uden for sæson, men det føltes helt særligt at køre hundredvis af kilometer på hovedvejen og kun møde ganske få biler på en hel dag.

Fra nord til syd venter storslåede landskaber, rå naturoplevelser og uforglemmelige møder med et af verdens mest alsidige lande. Ønsker du selv at mærke friheden på de lange grusveje og se naturens kontraster på nærmeste hold, så kontakt os i dag og lad os skræddersy en tur, der passer til dine ønsker.