Rejser til Koh Lipe

Koh Lipe er lille, eksotisk og fuldstændig betagende. Ofte kaldt “Thailands Maldiverne” – og det er ikke helt uden grund. Her venter kridhvide sandstrande, turkisblåt vand og en afslappet ø-stemning, hvor dagene flyder sammen i sol, hav og bare tæer.

Øen er kompakt og let at gå rundt på, og strandene ligger som perler på en snor. Sunrise Beach er perfekt til rolige morgener og snorkling direkte fra stranden, mens Sunset Beach leverer dramatiske solnedgange og en mere tilbagelænet atmosfære. Midt imellem finder I Walking Street – øens livsnerve – med små restauranter, strandbarer og hyggelige boder.

Koh Lipe ligger i udkanten af Tarutao National Marine Park, hvilket betyder krystalklart vand, farverige koralrev og nogle af Thailands bedste snorkel- og dykkermuligheder lige uden for kysten. Her er det let at hoppe i vandet, tage en kajak eller tage på en kort bådtur til endnu mere uberørte øer.

Stemningen på Koh Lipe er uformel, afslappet og personlig. Øen passer perfekt til jer, der drømmer om en tropisk ø-ferie med fokus på strandliv, havet og ægte afslapning – men stadig med nok liv til hyggelige aftener og gode middage under åben himmel.